Børn bliver ikke vrede for at genere os. De prøver at fortælle os noget – og vi skal lytte.

Tilbage

I den seneste episode af min podcast Konflikter & Kærlighed (episode 10), taler @camille_namaste og jeg om, hvorfor det er så vigtigt at tage vores egen og vores børns vrede og grænser seriøst. For balanceret vrede er en superfed energi, som hjælper os frem i livet og gør os tydelige. Find podcasten på Spotify eller din normale podcast app og send os meget gerne feedback, spørgsmål og idéer til nye emner på info@katrinebirk.dk.

Vrede er en form for kommunikation, og når barnet råber, skriger eller slår, prøver det faktisk at fortælle os noget – men når vi ikke lytter, må det råbe endnu højere.

Jeg havde en oplevelse den anden dag, da jeg skulle aflevere en af mine piger i institution, som jeg gerne vil dele med dig. Da jeg kommer hen i garderoben, kan jeg høre et barn, der græder hjerteskærende efter sin mor. Jeg kan også høre en dame – jeg tror, det er hendes bedstemor – som meget bestemt beder pigen om at stoppe. Derefter prøver hun at distrahere hende ved at tale om de ting, der skal pakkes i tasken. Hun kommenterer slet ikke på pigens behov for sin mor og sender hende derfor et klart budskab om, at hun ikke lytter til hende.

Kort efter begynder pigen at slå på sin bedstemor, og så bliver bedstemor selvfølgelig vred. Men det, pigen flere gange havde prøvet at sige, blev jo ignoreret og mødt med hårdhed og irritation. Hun kæmpede for at blive hørt og taget alvorligt på en måde, som det nu er muligt for barn på cirka 4 år – og hun endte derfor med at slå. Ikke for at gøre skade på eller irritere sin bedstemor. Men i afmagt over ikke at blive hørt.

Vi kan altid finde en årsag til vreden. Måske, som i det her tilfælde med den lille pige, kommer den i et desperat forsøg på at blive hørt.  

Vrede er en måde at udtrykke sig på
Vrede er kommunikation, og vi kan altid finde en årsag til den. I dette tilfælde med pigen og bedstemoderen kom vreden som et forsøg på at blive hørt – og måske også en markering af, at det er grænseoverskridende og nedværdigende ikke at blive taget alvorligt. Pigen prøvede jo faktisk først at udtrykke og fortælle noget, men blev ikke hørt. Og når vi ikke bliver hørt eller ikke føler, at vi bliver tager seriøst, kan vi komme til at føle os mindre værd, og så kan en reaktion være, at vi bliver aggressive og vrede. Når vi får overskredet vores grænser – som pigen her – kan der ofte komme en stor portion vrede, som vi så enten kan vende indad til en selvudslettende adfærd eller vende udad til en destruktiv adfærd.

Hvad kunne bedstemoren så have gjort? Jeg mener, at hun kunne have sat sig ned og lyttet til pigen og fx sagt; ’jeg kan virkelig godt høre på dig, at du gerne vil have din mor lige nu…. øv… jeg kan se, at du bliver rigtig ked af det’ og give hende et kram. Så skulle pigen i hvert fald ikke råbe så højt med sin stemme eller krop for at blive hørt. Jeg er selvfølgelig også helt med på, at bedstemoderen gjorde det bedste, hun kunne, og der kan jo være sket en masse ting forud, som jeg ikke vidste noget om. Men jeg vælger alligevel at dele episoden, da jeg ofte oplever lignende situationer, og jeg synes, det er vigtigt, at vi forsøger at møde vores børn på en anden måde.

Vi kan enten vende vreden indad, så vi får en selvudslettende adfærd. Eller vi kan vende den udad og være heldige at blive hørt. Men hvis vi ikke bliver hørt, kan vreden føre til en destruktiv adfærd – som fx når pigen slår.

Vi skal lytte til børnene
Vreden skal helst ikke vendes indad, den skal have lov til at komme ud på en god og sund måde. Men når vi ikke lytter til børnene, kan de blive nødt til at råbe rigtigt højt i forsøget på at blive hørt. Børn har forskellige strategier; nogle vender vreden indad, nogle vender vreden udad, andre forsøger først med at vende den udad, men erfarer, at det ikke nytter noget og begynder i stede at vende den indad med en selvdestruktiv adfærd og et dårligt selvværd.
Men før det overhovedet når til denne her boblende vrede, skal vi lytte til børnene. For det er så tydeligt i forhold til børn, at når vreden kommer, er der altid noget, de prøver at kommunikere under deres vrede. Det handler ikke om, at vi altid skal imødekomme børnenes behov. Men om, at vi skal anerkende og respektere børnenes behov, selvom vi ikke kan give dem det.

Familieterapeuten Jesper Juul sammenlignede i en af sine bøger den måde, vi nogle gange behandler børn som problembørn og giver dem alle mulige diagnoser med den måde, som vi i gamle dage sendte kvinder på hjem, fordi de var ’hysteriske’. Man lyttede ikke til kvinderne og deres behov, så de blev ’sindssyge’ og ’hysteriske’, og man tænkte, der måtte være noget galt med dem. Det er lidt det samme, vi har en tendens til at gøre med børn i de her dage, hvor vi heller ikke lytter til dem. Men kvinder er ikke hysteriske, og børn er ikke problembørn. Vi skal bare lytte til dem.

Vi skal anerkende og respektere børnenes behov, også selvom vi ikke kan give dem det, de vil have. Men i det mindste kan vi lytte til dem.

share this article