Om børn og samtykke – og deres ret til at bestemme, om de vil kysses og krammes af andre

Tilbage

Efter at jeg i går stødte på en Facebook-debat om, hvorvidt bedsteforældre skal have samtykke fra børnebørn, før de kysser og krammer, lavede jeg en hurtig podcast-episode (‘Konflikter & Kærlighed’) samt en story på min Instagram @katrine_birk. Her sammenligner jeg måden, vi (måske ikke) værner om børns fysiske grænser med måden, som vi (måske ikke) værner om kvinders fysiske grænser, ret til at sige fra, ret til ikke at blive udskammet for at sige fra med mere. Min story er gemt under fastgjorte opslag på Instagram, og du kan også finde den i bunden af denne side, hvis du vil have en uddybning. 

Selvfølgelig må bedsteforældre kysse deres børnebørn, men kun hvis børnene har lyst, og de har fået en eller anden form for verbal eller kropsligt samtykke!

Det handler ikke om, at bedsteforældre ikke skal kysse og kramme, eller at de skal have det på skrift, at de gerne må. Det skriver jeg kun, fordi jeg så kommentarer som ‘Nej, det er for langt ude, skal de så skrive under først?’ og ‘Jeg har RET til at kramme og kysse mine børnebørn så meget, jeg vil!’

Jeg ELSKER kys og kram til børn – it’s my thing – MEN bedsteforældre/ tanter/forældre og så videre har IKKE RET til at kysse og kramme, hvis barnet ikke synes, det er fedt lige dér. Hvis vi vil lære barnet at værne om sine fysiske grænser og respektere andres fysiske grænser, må vi vise dem vejen allerede, når de er små.

Vi kan ikke bare kysse dem, fordi VI har lyst. Vi må afstemme med deres humør og kropssprog og eventuelt spørge dem, hvis vi er i tvivl, så vi kan stoppe, hvis vi kan se, at det bliver for meget – OGSÅ selvom de gerne ville i starten. PRÆCIS som vi også bør voksne mennesker imellem.

Vi kan ikke bare kysse dem, fordi VI har lyst, vi må lige afstemme med deres humør og kropssprog, og stoppe hvis vi kan se, at det bliver for meget – OGSÅ selvom de gerne ville i starten. PRÆCIS som vi også bør voksne mennesker imellem.

Da jeg i min Instagram story brugte grænseoverskridende kilde-ture som eksempel, blev jeg ret overrasket, da ordene, som vi kan komme til at sige til børn, kom ud af min mund: “Ej, men det var jo dig selv, der startede med at prikke til onkel, så kan du heller ikke blive ked af, at det blev for vildt”.

De ord minder ufatteligt meget om noget, mange kvinder har hørt før: “Ej, men det var jo dig selv, der startede med at flirte med ham, så er du selv ude om, at det blev for meget.”

De ord minder ufatteligt meget om noget, mange kvinder har hørt før: “Ej, men det var jo dig selv, der startede med at flirte med ham, så er du selv ude om, at det blev for meget.”

Det handler ikke om, at onkel har gjort noget forkert i tilfældet med barnet. Det handler om, at noget blev for meget for barnet lige dér, og det er i gang med at lære sig selv og sine grænser at kende. En anerkendelse af, at ‘jeg kan godt se, at det blev lidt for meget for dig, kom og sid lidt hos mig’ – havde givet barnet en oplevelse af, at ‘mine fysiske grænser bliver der værnet om, og dét jeg mærker på min inderside, er okay, jeg må også gerne sige fra, når det ikke er sjovt længere’. 

Men når barnet bliver mødt med bebrejdende kommenterer som ‘det var dig, der startede, så kan du ikke tillade dig at blive ked af det’, så bliver barnet i tvivl om, hvorvidt dét på indersiden er okay. Det bliver skamfuldt og forkert at sige fra, også selvom vi syntes, det var sjovt til at starte med. Dét minder mig om den skam og tvivl, SÅ mange kvinder (mig selv inklusive) oplever, når nogen gør noget fysisk ved os, vi ikke er okay med. Den tvivl og skam over, om det er okay at sige fra, også selvom det var sjovt at flirte big time i starten.

Dét minder mig om den skam og tvivl, SÅ mange kvinder (mig selv inklusive) oplever, når nogen gør noget fysisk ved os, vi ikke er okay med.

Hvem er de mænd, som bliver udskammende og sure, når kvinder siger stop? Måske de drenge, som ikke selv blev respekteret, da de var børn? Hvem er de kvinder, der ikke føler, det er okay at sige fra, eller som ikke deler sine grænseoverskridende oplevelser med andre, fordi de føler sig skyldige? Måske de piger, som blev udskammet, når de sagde fra som børn?

Hvem er de mænd, som bliver udskammende og sure, når kvinder siger stop? Måske de drenge, som ikke selv blev respekteret, da de var børn?

Det er værd at overveje, synes jeg <3

share this article