Med vrede følger en fantastisk livsenergi – hvis vi får lov til at udtrykke vores følelser.

Tilbage

I kinesisk medicin sammenligner man vrede med blomster, der skyder op af jorden og har brug for masser af ’rrroooaaarr’ for at kunne bryde igennem; en dejlig følelse.

De fleste tænker på vrede som noget skamfuldt; en følelse, der dukker op, når vi ikke kan ’styre’ os selv, og når vi er ude af kontrol, og det er hverken særligt pænt, rart eller praktisk. Lige fra barnsben får de fleste af os at vide, at vi ikke må være vrede, så vi er blevet rigtigt gode til at holde den inde. Men vrede kan faktisk være en god ting. Det kan være en fantastisk energi, som kan gøre, at vi kommer bedre i kontakt med vores grænser, kan sige til og fra, stå op for os selv og også for andre. I kinesisk medicin sammenligner man evnen til at mærke en klar retning i livet med den balancerede vredes energi. Det er en forårsagtig energi som blomster, der skyder op af jorden – men for at de kan komme op, har de brug for denne her fremdrift, denne ’rrooaaaar’ energi, ja lidt vrede, for at få nok drive til at komme videre.

Vrede er en fed energi, som kan hjælpe os til at komme i kontakt med vores egne grænser, at kunne sige til og fra og stå op for os selv og for andre.

Svært ved at ’styre’ vreden
I alt for mange generationer er vrede blevet misfortolket og misbrugt. Vi har troet, at vrede var en dårlig ting, som børn skulle stoppe med at udtrykke, mens voksne i relation til børn måtte udtrykke den helt ude af proportioner. Men det er klart, at når vi som børn ikke har haft nogen forbilleder med en sund kontakt til sin vrede, og måske endda har oplevet den i overdosis fra de voksne, mens man måtte undertrykke sine egne følelser, så kan det være svært at ’styre’ sin vrede, når man bliver ældre. Børn får nemlig ofte at vide, at de skal pakke vreden væk, så følelsen af vrede er aldrig blevet voksen og moden sammen med os – og så opfører vi os jo som små børn, når vi bliver vrede.

Jeg hørte på et tidspunkt citatet ’if you take away kids’ anger, you take away their boundaries’ i lydbogen ‘Homecoming – Reclaiming and Healing your Inner Child’. Men det gælder altså ikke kun børn, for når vi som voksne undertrykker vrede, undertrykker vi også vores grænser. Når vreden endelig får lov til at bryde igennem, har vi ofte ladet os selv eller andre overskride vores grænser.

Børn får ofte at vide, at de skal pakke vreden væk, og når de så bliver voksne, har de ikke lært at være vrede og opfører sig som små børn, når følelsen rammer.

Den gode vrede
Det ville være godt for os, hvis vi i stedet for at udskamme vreden og undertrykke den, kan begynde at betragte den som en god ven; for vreden kan være en drivkraft, en positiv energi. Den kan også være negativ og destruktiv, hvis den er i ubalance, hvilket sker, når vi undertrykker den og ikke får lov til at udtrykke den ordentligt. Men når den er i balance, kan vrede hjælpe os til at finde hjem til os selv, så vi kan mærke, hvilken vej vi har lyst til at gå. ’Den gode vrede’ kan altså hjælpe os med at finde retning i livet.

Vredesenergien er også en del af det element, som vi kalder for træelementet, og det kan være i ubalance. Hvis du har svært ved at udtrykke vrede, svært ved at mærke retning i dit liv, svært ved at få ting gjort, kan din vredesenergi netop være i ubalance. De holistiske energiterapeuter, som jeg uddanner, lærer netop at behandle problemer med at udtrykke vrede ved bl.a. at behandle i træelementet og prøve at skabe balance der, så man får bedre kontakt til den konstruktive vrede. Det kan altså være en god ide at opsøge en af de holistiske energiterapeuter, hvis du oplever problemer med at ’tøjle’ din vrede – eller snarere med at ’slippe din vrede’ fri, for det er der, den hører til.

Når din vredesenergi er i ubalance, kan den hurtigt blive destruktiv. Men balanceret vrede er derimod en virkelig fantastisk energi at have i sit liv.

Det er helt klart planen, at @camille_namaste – min faste gæst i min podcast Konflikter & Kærlighed, skal lave en hel episode om vrede, så vi kan uddybe alle de potentialer, som vrede egentlig har. Indtil da kan du lytte til episode 10, hvor vi taler om vredestemaet og kaster lys over, hvorfor det er så vigtigt at tage vores egen og vores børns vrede og grænser seriøst. Du finder podcasten under episode 10 “Konflikter & Kærlighed” På f.eks Spotify, eller hvor du end hører podcasts.

share this article

Følg mig på Instagram og
få tips og tricks til hjemmebehandling.