At rumme børns sorg – frem for at distrahere dem

Tilbage

Det er ekstra sårbart for mine piger sige farvel til den ene forælder og tage hjem til den anden i de her feriedage, hvor hverdagen er meget anderledes. Det kan være så hårdt at leve med det store savn i en familie, hvor forældrene ikke bor sammen 

Jeg rummer alle følelserne så godt, jeg kan, og jeg byder alle stærke følelser velkommen. Lader mine piger rase, græde og udtrykke deres sorg. Nogle gange trygt i mine arme, andre gange har de brug for plads, før jeg kan få dem tæt ind til mig.

De skal ikke gemme deres følelser væk, for så hober de sig bare op i kroppen og kommer ud med endnu større kraft på et tidspunkt – eller, værre endnu, forbliver ophobet inde i kroppen.

Hvis jeg prøver at distrahere dem med søde sager, sjove aktiviteter, tv eller andet, fordi jeg ikke kan holde ud at se dem kede af det, ophober følelserne sig bare inde i dem i stedet. Derfor er det vigtigt for mig, at de får lov til at give fuldt udtryk for deres sorg og savn. De ikke skal gemme deres følelser væk og gå med dem alene.

Når de mærker på mig, at jeg ikke kan holde deres store følelser ud – ved at jeg fx afleder deres opmærksomhed fra savnet – kommunikerer jeg til dem, at det er forkert, at de er kede af det. Men det gør det utrygt at være ked af det, hvis selv mor ikke kan holde det ud.

Det er utrygt for et barn at være ked af det, hvis ikke engang mor kan holde følelserne ud. Vi skal vise dem, at det er helt okay at være ked af det.

Når jeg går med pigerne ind i deres store følelser, rummer, nusser, kysser, lytter og hjælper med at sætte ord på deres indre – uden at tale dem væk fra det – bliver de meget mere rolige og trygge i deres savn. Og efter en dejlig råbe/græde tur, så længe det end er nødvendigt, bliver de rolige og lettede efterfølgende. I dag tog det cirka 1 time, hvor især den ene af dem bare var så ked af det. Vi nussede, kyssede, krammede (efter råb og kasten med ting) – og herefter var hun lettet, glad og i gang med leg.

Det er vores ansvar som de voksne at arbejde med os selv, så vi er i stand til at rumme vores børns sorg.

Det er fristende at give dem en is, når de er kede af det, og jeg har svært ved at holde det ud. Men så ved jeg også, at følelserne hober sig op og kommer tilbage med endnu større kraft – eller værre, bliver gemt væk og hober sig op i kroppen. Det er mit ansvar som voksen at arbejde med mig selv, så godt jeg kan, så jeg kan rumme deres følelser. Når de mærker på mig, at jeg er i ro, når de er kede af det, skal de heller ikke bekymre sig for at tage ansvar for mig. Det er for stort et ansvar at mærke, at mor ikke kan holde ud, at de er kede af det 💖

share this article