Jeg tror, at vi risikerer at tabe en masse børn på gulvet, hvis vi udelukkende tolker deres manglende trivsel i børnehaven eller skolen som et udtryk for, at forældrene “bare skal sætte nogle flere grænser”. Det tager udgangspunkt i et forældet børnesyn. Det skræmmer mig faktisk, at så mange lærere og pædagoger lige nu udtaler, at forældre til børn som har svært ved at tilpasse sig i skolen, bare skal lære at sige mere “nej” – og grunden til, at de ikke kan tilpasse sig, er, at forældrene giver dem for meget medbestemmelse i hjemmet.
Manglende trivsel kan måske skyldes manglende grænser – men det kan lige så vel skyldes for mange grænser!
Manglende trivsel kan måske skyldes manglende grænser hos forældrene. Måske har forældrene svært ved at mærke sig selv – måske fordi de har været tvunget for at lukke ned for evnen til at mærke efter i deres egen barndom, fordi de udelukkende skulle tilpasse sig andre. Når voksne ikke har nogen personlige grænser, kan børn godt blive utrygge og lave larm for at prøve at “finde” deres forældre, så de kan mærke dem. MEN manglende trivsel kan lige så vel skyldes for mange grænser. Grænser, som bliver sat upersonligt af forældrene og dermed gør barnet forkert. Grænser, som gør det svært for barnet at trække vejret og mærke sig selv et øjeblik. Grænser og “nej”, der bliver givet ureflekteret og bare for en sikkerheds skyld. Grænser, som bliver sat for at vise barnet, hvem der bestemmer. Det er SÅ forsimplet bare at sige, at forældrene skal sætte flere grænser.
Jeg tror, at manglende trivsel i børnehaver og skoler kan handle om manglende kontakt, forbindelse og sund tilknytning – både til forældrene og/eller pædagoger og lærere. Og i stedet for hurtigt bare at sige, at “de skal have flere grænser”, så synes jeg, at vi skylder børnene at finde ud af, hvor de ikke trives og sætte ind dér. Det har vi måske ikke ressourcer eller kompetencer til, men så lad os anerkende dét – i stedet for at trække “grænse-kortet”.
Børn, som oplever selv at blive respekteret, lærer selv at respektere andre.
Jeg tror, at børn som bliver lyttet til og mødt med respekt, forståelse, anerkendelse og hjælp, bliver til børn som kan lytte, respektere, forstå, anerkende og hjælpe andre. Modsat det, mange lærere og pædagoger lige nu udtaler. De mener, at børn som bliver mødt på disse vilkår, bliver problem-børn, som ikke kan tilpasse sig i skolen.
Jeg tror, at børn har brug for åndehuller, hvor de får lov til at bestemme nogle ting selv – SELV-FUCKING-FØLGELIG (jeg er blevet misforstået så meget omkring dette i de seneste dage, så derfor er jeg lige nødt til at bruge store bogstaver og bandeord 😉 ) – inden for rammer, som de voksne sætter! I min verden giver det sig selv.
I skolen og børnehaven er det sværere at skabe de åndehuller for børnene, hvor de har mulighed for at bestemme nogle ting selv og lade lade deres inderside komme i spil. Der er brug for, at de tilpasser sig rigtig meget i institutionerne. Derfor har de måske ekstra meget brug for at søge tilbage til sig selv og ikke-tilpasse sig, når de kommer hjem. Det er helt naturligt, og det skal de have lov til, hvis de ikke skal blive permanent tilpassede og aldrig kunne mærke og følge deres inderside.
Ved at sætte flere “hårde grænser” kan vi måske knække børnene og få dem til at makke ret. Men ikke uden sår på sjælen og tilknytningen. Når børn lærer at “makke ret”, er de også nødt til at forlade deres inderside/integritet.