Det er forældet, at vi “bare sætte flere grænser” hvis børnene ikke trives

Tilbage

Jeg tror vi risikerer at tabe en masse børn på gulvet, hvis vi udelukkende tolker deres manglende trivsel i børnehave eller skole, som et udtryk for, at forældrene “bare skal sætte flere grænser”. Det tager udgangspunkt i et forældet børnesyn. Det skræmmer mig faktisk, at så mange lærere og pædagoger pt udtaler, at forældre til børn som har svært ved at tilpasse sig i skolen, bare skal lære at sige mere “nej”, og grunden til de ikke kan tilpasse sig er, at forældrene giver dem for meget medbestemmelse i hemmet.

Manglende trivsel kan måske skyldes manglende grænser, men det kan ligesåvel skyldes for mange grænser

Manglende trivsel, kan måske godt skyldes manglende grænser hos forældrene. Måske forældrene har svært ved at mærke dem selv, og deres inderside (måske fordi de har været tvunget for at lukke ned for evnen til at mærke efter, i deres egen barndom, fordi de udelukkende skulle rette sig ind). Når voksne ikke har nogen personlige grænser, kan børn godt blive utrygge, og lave larm for at prøve at finde deres forældre, så de kan mærke dem. MEN manglende trivsel kan ligeså vel skyldes for mange grænser. Grænser som bliver sat upersonligt af forældrene, og dermed gør barnet forkert. Grænser som gør det svært for barnet at trække veret og mærke sig selv et øjeblik. Grænser og “nej’er” der bliver givet ureflekteret og bare for en sikkerheds skyld. Grænser som bliver sat, for at vise barnet hvem der bestemmer. osv. Det er SÅ forsimplet, bare at sige forældrene skal sætte flere grænser.

Jeg tror manglende trivsel i børnehave og skoler, kan handle om manglende kontakt, forbindelse og sund tilknytning – både til forældre og/eller pædagoer og lærene. Og i stedet for hurtigt bare at sige “de skal have flere grænser”, så synes jeg vi skylder børnene at finde ud af, præcis hvor de ikke trives, og sætte ind dér. Det har vi måske ikke ressourcer eller kompetencer til, men så lad os anerkende dét – i stedet for at bruge “grænse-kortet”

Børn som oplever selv at blive respekteret, lærer selv at respektere andre

Jeg tror børn som bliver lyttet til, og mødt med respekt, forståelse, anerkendelse og hjælp. Bliver børn som kan lytte, respektere, forstå, anerkende og hjælpe. Dette er modsat hvad mange lærere og pædagoger pt udtaler sig om. De mener at børn som bliver mødt på disse vilkår, bliver problem-børn som ikke kan tilpasse sig i skolen.

Jeg tror børn har brug for åndehuller, hvor de får lov til at bestemme nogle ting selv – SELV-FUCKING-FØLGELIG (jeg er blevet misforstået så meget ifht dette de seneste dage, at jeg lige understreger 😉 ) inden for rammer de voksne sætter! I min verden giver det sig selv.

I skole og børnehave, er det sværere at skabe de åndehuller for børnene, hvor de har mulighed for at bestemme nogle ting selv, og lade lade deres inderside komme i spil. Der er brug for de tilpasser sig rigtig meget i institutionerne. Derfor har de måske ekstra meget brug for at søge tilbage til sig selv, og ikke-tilpasse sig, når de kommer hjem. Det er helt naturligt, og det skal de have lov til, hvis de ikke skal blive permanent tilpassede og aldrig mærke og følge deres inderside.

Ved at sætte flere “hårde grænser”, kan vi måske knække børnene, og få dem til at makke ret. Men ikke uden sår på sjælen og i tilknytningen. Når børn lærer “bare at makke ret”, så er de også nødt til at forlade deres inderside/integritet.

share this article

Følg mig på Instagram og
få tips og tricks til hjemmebehandling.