Vi kan ikke skjule, hvordan vi har det over for vores børn, de mærker os så tydeligt. De gør, hvad vi gør, og ikke hvad vi siger! Min 7-årige datter viser mig lige op i mit fjæs, hvordan jeg selv er, når jeg bliver gal og presset og trigget – hun gør nemlig præcis det samme. Og hun ikke bare viser, hvordan jeg opfører mig, hun viser mig også, hvordan jeg egentlig har det indeni, også selvom jeg ikke selv er helt klar over det.
Børn er som et spejl – vi kigger på dem og ser os selv. Og vi ser ikke kun vores ydre adfærd, men også vores indre, for børn samarbejder med vores inderside.
Vi skal elske os selv for at elske vores børn
Når jeg kan se, at min datter udspiller forskellige mindre charmerende sider af mig, handler det ikke om, at jeg skal fortælle hende, at det må hun ikke – men at jeg skal arbejde med de her sider af mig selv, så jeg kan tage mere ansvar for mig selv, reagere mere hensigtsmæssigt og ikke gå ind i dramatrekanten og gøre mig selv til fx et offer. Min datter spejler mig, og jeg ser mig selv. Ofte en side af mig selv, som jeg har det svært ved, for jeg synes ikke, det er særligt charmerende. Men vi SKAL kigge! For når en af mine værdier som mor er, at mine børn skal føle sig rummede, set og elskede i alle sider af dem selv, og de spejler min adfærd og min inderside, som jeg har svært ved at rumme, så betyder det jo faktisk, at jeg også har svært ved at rumme dem. Jeg er nødt til at kunne elske mig selv så meget – også de uhensigtsmæssige sider – at jeg også kan elske mine børn i det. Vi skal ikke kun arbejde med kærligheden til vores børn, men også kærligheden til os selv, hvis vi virkelig vil give vores børn kærlighed.
Hvis vi ikke kan rumme vores egen opførsel, kan vi heller ikke rumme vores børn – de kopierer os jo bare, så deres opførsel er også vores egen opførsel.
Nej, de er ikke bare nogle møgunger
Det kan være rigtigt nemt at fejre min 7-årige af med ’møgunge-etiketten’, når jeg ikke synes hun opfører sig uhensigtmæssigt. Men jeg må også holde fast i, at hun forsøger at kommunikere noget til mig med hendes adfærd, på den måde hun er i stand til at gøre det på. Derudover må jeg også se indad. Børn har det bare med at kopiere de voksnes adfærd, og det kan ske, at vi ser de sider af os selv, som vi ikke kan holde ud, udspillet af vores børn. De læser vores mønstre, kropssprog og inderside – og samarbejder med det ved at spejle og kopiere os. Det vil ikke hjælpe at sige ’sådan vil jeg ikke have, at du opfører dig’, heller ikke selvom det til tider kan være super irriterende. Vi er nødt til erkende, at det ofte er os selv, vi skal arbejde med, når vi har det sådan – og så vil vores børn følge efter. Eller at det er noget i vores realtion vi skal arbejde med, og her har de voksne også ansvaret. Vi healer simpelthen i relationer. Min kæreste og mine børn kan trigge mig som ingen andre. Det er ikke, fordi der er noget galt med dem eller mig, men fordi de går så dybt ind i min sjæl, at jeg på samme tid får mulighed for at opdage mine dybeste sår i sjælen, og heale dem. Det er da ret smukt.