Hvorfor mine børn ikke SKAL sidde med ved middagsbordet

Tilbage

Lige nu er jeg ‘genstand’ for debat på Go’ Morgen Danmarks Facebook side, fordi jeg har udtalt mig om, at hjemme hos os SKAL børnene ikke sidde med ved middagsbordet, hvis de ikke har lyst. Det er jo ikke det samme som, at de ikke GØR det, men de SKAL bare ikke. Jeg tror, vi alle sidder samlet 9 ud af 10 gange, og hvis ikke, er det mest fordi ungerne har fundet på, at de vil spise alene i legehuset eller på trampolinen, at nogen leger tjenere og serverer for familien (og så står de og spiser bag disken, de har lavet), eller også har nogen gang i en fed leg, de gerne vil gøre færdig. Andre gange er de bare ikke sultne.

Fokus er på at gøre aftensmaden nærværende og hyggelig – og hos os bliver den mere hyggelig, når der ikke ligger et pres om, at man SKAL være med.

Hos os oplever vi, at aftensmaden bliver mere fyldt med hygge, nærvær og kvalitet, når vi ikke presser børnene til at skulle sidde med ved bordet på en bestemt måde. Vi laver rammerne så hyggelige, som vi nu engang kan. Om sommeren laver vi f.eks. tit picnic på terrassen, og om vinteren fyrer vi op for stearinlys og andet bordpynt – sådan så børnene helt automatisk får lyst til at være med. Og det vil de som regel altid. Men vi respekterer også, hvis et barn har brug for at lege færdig, eller bare ikke er sulten lige nu.

Jeg ønsker at give børnene et sundt og naturligt forhold til mad.

Jeg ønsker, at mine børn skal kunne mærke efter i deres krop og spise, fordi de er sultne, og ikke fordi jeg siger, at de skal. Derfor er det også fint, at de venter med at spise, til de bliver sultne. Som regel ér de jo også sultne ved aftensmaden, men hvis ikke, skal de selvfølgelig ikke spise. Jeg mener, at det ville være at overskride deres grænser, hvis jeg skulle tvinge dem til at spise.

Kvalitetstid opstår, når vi er nærværende med hinanden, og det er ikke nødvendigvis ved aftensmaden.

Nogle af de mennesker, der på Go’ Morgen Danmarks Facebookside lufter deres bekymring for, at vi så ikke har noget kvalitetstid i vores familie, og at nogle af vores børn bliver ekskluderet for fællesskabet, kan jeg hermed (måske) berolige… Vi går nemlig meget op i både kvalitetstid og inkludering herhjemme. Men hos os kan kvalitetstid ikke times. Tiden, hvor vi ikke bare spørger ‘Har du haft en god dag?’, men sådan VIRKELIG er nærværende og finder ud af, hvad der foregår inden i vores børn; tiden, hvor vi virkelig mærker hinanden, griner, hygger og græder. Den opstår ikke nødvendigvis ved måltiderne. Den kan også opstå, når vi spiller Uno, når vi løber eller går en tur sammen, når vi hopper på trampolin sammen, når vi tegner eller maler sammen, når vi drikker noget varmt sammen, leger ‘bankebøf’, kildeleg, rydder op, laver mad… vi har faktisk ret meget kvalitetstid, afhængigt af os voksnes overskud og nærvær. Når vi arbejder på at være nærværende som voksne, opstår kvalitetstiden helt automatisk.

Det er ikke en værdi for mig, at vi sidder samlet og spiser, så hvorfor efterleve det af frygt for, hvad andre tænker?

Som vi talte om i Go’ Aften Live, så handler det meget om, hvilke værdier vi har. For mig er det ikke vigtigt, at man SKAL sidde ved middagsbordet, men for andre er det vigtigt. Hvis det havde været vigtigt for mig, at alle skulle sidde ved bordet, så havde vi også gjort dét. Men jeg gider seriøst ikke føre værdier videre, bare fordi det er en samfundsnorm, eller fordi jeg frygter, hvad andre tænker. Vi har en masse andre værdier i vores familie, og en vigtig værdi ér, at børnenes ja og nej ALTID bliver respekteret. Dermed ikke sagt, at deres ja eller nej altid kan efterleves, langt fra faktisk. Men lige i tilfældet med, om man SKAL sidde ved bordet, har vi det fint med at respektere deres nej. Så kommer de måske og spiser 20 minutter efter, eller sidder og leger færdig ved siden af dem, der spiser, og det er helt perfekt for os.

Bliver mine børn så grænseløse små terrorister, som ikke kan opføre sig ordentligt i skole og børnehaven?

Jeg tror, at jeg må skrive endnu et blogindlæg om, at jeg synes, det er et forældet syn på børn, at de bliver grænseløse, fordi der er noget, de får lov til i hjemmet, som ikke nødvendigvis gælder andre steder. Jeg tror, at alt såkaldt “dårlig” opførsel handler om tilknytning, forbindelse og kontakt. Hvis børn opfører sig dårligt, er det fordi, de har det dårligt.

Det er alt forsimplet at sige, at fordi de ikke skal sidde ved middagsbordet derhjemme, så kan de ikke sidde stille i skolen. Det ting kan sidestilles. Børn er gode til at navigere i, at der er forskellige regler og normer forskellige steder. Hvis børnene fysisk ikke kunne sidde på en stol ved et bord og spise mad, så var der selvfølgelig brug for, at jeg lærte dem det i hjemmet, men det kan mine børn sagtens. Så det handler mere om, at der er noget, de ikke trives med et sted i deres liv, når de ikke kan “opføre sig ordentligt”, fremfor at de skal have flere grænser i hjemmet.

Jeg tror, at børn bliver grænsesøgende, når de mangler kontakt og nærvær, ikke når de får medbestemmelse i hjemmet. Jeg tror snarere, at børn lærer at respektere andre, når de selv oplever at blive mødt med respekt. Det er nemmere for dem at respektere regler i samfundet, når de selv får vist respekt i hjemmet (og samfundet). Jeg tror, at børn lærer at begå sig ude i samfundet, blandt andet ved at SE, hvordan deres voksne begår sig ude i samfundet

Jeg tror, at sund tilknytning, kontakt og forbindelse gør, at børn kan tilpasse sig reglerne f.eks i skolen eller børnehaven. Ikke skældud, trusler og hårde kontaktløse grænser.

Hvad jeg mener med, at mine børn får medbestemmelse.

Jeg tror også, at jeg må skrive et blogindlæg om dette emne 😉 Men kort: Jeg ønsker at give mine børn så meget medbestemmelse som muligt. De skal tilpasse sig SÅ mange steder i samfundet hver dag, og jeg ønsker, at hjemmet for dem bliver et helle, hvor de føler, at deres inderside får værdi, og at de bliver set og hørt. Jeg lægger dog stor vægt på, at det er de voksne, som er lederne i hjemmet, ikke børnene – dét ville være en for stor byrde på deres skuldre, hvis de følte, at de bestemte over de voksne.

Jeg lader altså mine børn bestemme inden for de rammer, jeg opstiller. F.eks lader jeg dem ikke nødvendigvis bestemme menuen, men jeg lader dem selv bestemme, hvad de øser op på deres tallerken, og hvor meget de spiser.

På samme måde i andre situationer ønsker jeg at skabe nogle rammer, hvor de selv kan bestemme nogle ting. På den måde føler de sig set, hørt og respekteret.

De må altså bestemme i det omfang, JEG kan være med til inden for mine rammer 🙂

share this article