Må man sige nej og sætte grænser for sine bonusbørn? Eller skal man vente på, at deres ’rigtige’ forælder gør det? Det har vi diskuteret herhjemme og i min podcast Kærlighed og Konflikter, episode 17. Find podcasten på Spotify eller hvor du normalt hører podcasts, og send os gerne feedback, spørgsmål og idéer til nye emner på info@katrinebirk.dk.
Herhjemme har jeg primært ansvaret for mine børn, og min kæreste Goodluck Casper har primært ansvaret for hans børn. Vi vil gerne være én stor familie, men det er vores behov. Børnenes behov er deres mor eller far.
Hjemme hos os har Goodluck Casper ansvaret for hans børn, og jeg har ansvaret for mine børn, og så har vi selvfølgelig alle et fælles ansvar for familien. Men det er primært Goodluck Casper, der hjælper hans børn om morgenen og sørger for dem om aftenen ved tandbørstning og putning – og det samme gør jeg med mine piger. Det er helt bevidst, at vi er så opdelt, for lige nu synes børnene, at det er mega fedt at have en bonusfamilie… men vi opmærksomme på, at det er ikke deres behov at smelte sammen som familie, det er de voksnes. Derfor er vi bare lidt mere venner alle sammen, men måske det en dag ændrer sig.
Vi har ansvaret for os selv
Når mine børn kommer til mig, har de brug for mig og ikke Goodluck Casper, selvom de har en støtte og ven i ham – og venner i deres ”bonussøskende”. Derfor er de også mit ansvar. Men vi har også altid ansvaret for os selv. Jeg har altid ansvaret for mig, Goodluck Casper har altid ansvaret for ham. Så når der er et eller andet i forhold til hans børn, som jeg ikke kan være med til, er det sindssygt vigtigt, at jeg giver udtryk for det – i stedet for at vente på, at han skal gøre det. Der kan opstå så meget irritation, hvis jeg hele tiden skal gå og være afhængig af, at en anden skal sætte grænser omkring mig, fordi jeg ikke kan sætte grænser for mig selv.
Når mine børn kommer til mig, har de brug for mig ikke og ikke Goodluck Casper, selvom han kan være deres gode ven og støtte. Derfor er det også mig, der primært har ansvaret for dem.
Okay at sige fra
Vi har haft en periode, hvor vi har været lidt utydelige over for hinandens børn, men nu er vi blevet meget mere tydelige om, hvad vi kan og ikke være med til. Det har gjort, at vi oplever en meget større frihed og glæde, så jeg kan fx meget bedre oprigtigt hygge mig med hans børn. Fordi jeg sætter mine egne grænser og derfor kan sige fra over for dem, hvis der er noget, jeg ikke synes er fedt. Så kan der blive meget mere plads til kærlighed og god stemning. Det er bare så vigtigt, at grænserne handler om os selv og ikke de andre. Jeg skal fx ikke sætte grænserne over for børnene, jeg skal sætte grænserne for mig selv. For når jeg kan være tydelig på en kærlig og personlig måde, så er børnene med på, at hvis der er noget, jeg ikke kan være med til, så handler det om mig, ikke dem, så skal de ikke på overarbejde for at afkode mine signaler.
Ja, vi må gerne sætte grænser… men det er ikke over for vores bonusbørn, det er over for os selv. Vi skal være tydelige omkring vores egne grænser, og vi skal sige fra, når der er noget, vi ikke kan være med til på en måde, så det handler om os selv – ikke børnene.
Hør meget mere i podcasten Kærlighed og Konflikter, episode 17 Find podcasten på Spotify eller der, hvor du normalt hører podcasts, og send os gerne feedback, spørgsmål og idéer til nye emner på info@katrinebirk.dk.