Når diskussioner ender som magtkampe… og vi ikke bliver klogere på os selv eller hinanden

Tilbage

I episode 9 af min podcast Konflikter & Kærlighed taler Camille Namaste og jeg om, hvordan vi kan undgå, at det ender som en magtkamp, når vi er uenige. Hvordan vi kan tale sammen og være nysgerrige på hinanden i stedet for kun at have fokus på at vinde diskussionen.

I diskussioner, der ender som magtkampe, vil der altid være en vinder og en taber. Men i bund taber begge parter, fordi vi ikke bliver klogere eller kommer tættere på hinanden.

I podcasten fortæller jeg om en diskussion, jeg for nylig havde med min ekskæreste. Det var en eller anden ligegyldig diskussion omkring Coronavirus og børnefødselsdage, men vi blev simpelthen som to små børn. Det var helt tydeligt, at det eneste vi tænkte på, var hvordan vi kunne vinde næste argument; det handlede altså ikke ret meget om, hvad den andens holdning til sagen egentlig var.



Vi ser det ofte på Facebook og i debatter på TV; det handler kun om at vinde. Og når det ender sådan, vil der være en vinder og en taber. Men i forhold til relationen til hinanden har begge jo tabt. Vinderen kan måske få et midlertidigt ”fix” af at have vundet, men ingen er blevet klogere på en skid eller kommet tættere på hinanden. Og taberen vil stå tilbage med følelsen af, at den anden er en idiot. Jeg tror virkelig, det er sket meget sjældent i verdenshistorien, at nogen har stået i en diskussion, hvor det kun har handlet om at jorde den andens argumenter, og der så er en af parterne, der er endt med at skifte holdning.

Hvor mange gange er det mon sket i verdenshistorien, at en magtkamp er endt med, at den ene har skiftet holdning til det, den anden argumenterer for? Netop – det sker vist sjældent.

Vi skal være nysgerrige
Efter vores diskussion havde jeg følelsen af, at det var virkelig ærgerligt for vores relation, at den havde udviklet sig til sådan en magtkamp. Jeg er nemlig normalt fan af at tænke ’Her er jeg, hvem er du?’, når man er uenige om noget, så vi oprigtigt er nysgerrige på hinandens holdninger. I stedet for bare at fortælle, hvad vi selv mener og kun vente på, hvordan vi kan argumentere mod det, den anden siger, for det er bare en magtkamp, som ikke gør nogen glade.

Så næste gang emnet kom på banen, bakkede jeg simpelthen ud af magtkampen ved at stille mig helt sårbart og sige ’jeg havde det vildt dårligt efter vores sidste diskussion, for jeg følte, at jeg bare argumenterede imod dig i stedet for faktisk at lytte – og jeg kan ikke se, at vi skulle komme nogle vegne af at have denne her diskussion igen, hvad tænker du?’ Det kunne min eks heldigvis også godt se, og så fik vi den lagt fuldstændigt ned. Det var dejligt at mødes på midten stedet for at skulle starte endnu en magtkamp.

”Her er jeg, hvem er du?”
Et godt udgangspunkt, når man er uenige, for det kunne jo være, at man blev klogere af at lytte til den andens holdninger.

Okay at være uenige
Nogle gange kommer vi også til at starte magtkampe med vores børn i stedet for at være nysgerrige på dem, og vi kommer ofte til at jorde dem i diskussionerne med denne her ’hvad sagde jeg’-attitude. Jeg kan huske fra min egen barndom, at jeg tit havde diskussioner med min mor, og det endte altid med, at jeg forlod middagsbordet. Jeg var 12-13 år gammel og lige begyndt at interessere mig for Enhedslisten, og det var min mor i hvert fald ikke enig i. Alt for ofte endte det med, at jeg løb grædende fra bordet og ind på mit værelse, og så var vi uvenner i flere dage. For det handlede bare om at jorde hinanden frem for at lytte til, hvad den anden sagde eller lade den anden have sin egen holdning. Og det er en rigtig vigtig pointe; vi kan jo altså godt have hver vores holdning, og vi skal ikke ud og prædike eller overbevise andre om, at vores er den rigtige holdning. Vi må gerne være uenige.

Vi kan godt have hver vores holdning til tingene uden at skulle prædike for hinanden og forsøge at omvende alle andre til at have samme holdning som os selv. Vi må gerne være uenige.

share this article